Cariesterapi - Huller i tænderne

“Huller” i tænderne. Vores hyppigst forekommende tandsygdom.

Huller i tænderne skyldes en kombination af flere faktorer, og vil altid medføre en svækkelse af tanden. Derfor vil behandlingen altid være en kombination af forebyggelse, og at fjerne demineraliseret tandsubstans.

Herunder kan du se hvilke faktorer som kan have indflydelse på caries.

  • Som vi alle ved bærer sukker en stor del af skylden, så vær opmærksom på hvor meget sodavand, bolcher, slik og kage du spiser.
  • Det betyder også noget, hvordan og hvornår du spiser sukker. Det er bedre at samle sukkerindtaget på få gange om dagen, end at spise bolcher og slik langsomt over hele dagen. Desuden ser vi tit at folk bruger sodavand som “energidrik”, og tager mange tåre over hele dagen.
  • Tandbørstning og tandtråd. Husk tandbørsten mindst 2 gange dagligt, brug tandpasta med fluor og brug gerne tandtråd mindst 3 gange om ugen.
  • Tændernes beskaffenhed. Nogle tænder er stærkere bygget end andre. Emaljens styrke afhænger, af hvor meget kalk den indeholder. Forskellige sygdomme kan påvirke emaljen under dannelse - mange kender den engelske syge.
  • Spyttet har også stor indvirkning på risikoen for huller i tænderne. Spyttet har i sig selv en rensende effekt, men indeholder også kalk, som kan neutralisere den mælkesyre bakterierne danner. Desuden indeholder spyttet mange elementer fra immunforsvaret, som kan dræbe bakterierne.
  • Alt medicin kan i større eller mindre grad hæmme produktionen af spyt. Derfor er det vigtigt at kigge på patientens medicinforbrug, for at vurdere risikoen for mundtørhed. Mundtørhed opleves også hyppigere med alderen og det falder ofte sammen med øget medicinforbrug. Mundtørhed i sig selv kan ikke behandles, men der findes midler til at dæmpe generne.
  • Mangel på spyt giver altså meget større risiko for, at der opstår huller i tænderne. For at forebygge dette, giver vi meget ofte en recept på tandpasta med ekstra meget Fluor.

Når tanden så har fået et hul, eller en gammel fyldning ikke dur mere, så skal vi jo desværre bore og fylde tanden. Vi fylder altid med plastik, som er både pænere og sundere for kroppen.

Alle patienter tilbydes selvfølgelig en bedøvelse inden boring. Når vi lægger bedøvelse, bruger vi en meget skånsom teknik, så stikket ikke gør ondt.