Paradentose

Hvad er paradentose?

Paradentose defineres som en tilstand, hvor tandkødslommen er dybere end 3 millimeter. Tandkødslommen er den del af tanden, som er dækket af tandkød, men som ikke sidder i knogle. Derfor kan man stikke et måleinstrument ned mellem tandkødet og tanden, og måle dybden ned til knoglen. Det er også i tandkødslommen, at kalk fra spyttet kan samles og danne tandsten. Den tandsten som dannes under tandkødet, irriterer vævet og er et gemmested for bakterier, og dermed en af grundene til at paradentose kan opstå. 

Hvilke andre årsager er der til at paradentose opstår hos nogle patienter?

  • Rygning er meget ofte en af de vægtigste årsager til paradentose. Ikke nok med at det giver misfarvede belægninger på tænderne, men vigtigere er det, at rygning svækker kroppens immunsystem. 
  • Stress er næsten altid en faktor, når patienter rammes af paradentose. Stress rammer altid immunforsvaret, og nedsætter kroppens evne til at bekæmpe bakterier. Desuden påvirker stress lysten til at bruge tid på mundhygiejne. Her er det vigtigt at huske, at stress ikke kun skyldes arbejde, men ofte ses pga. livskriser og sygdom hos en selv eller nære pårørende. 
  • Manglende mundhygiejne. Er heldigvis en faktor som vi hos langt de fleste kan gøre noget ved. 
  • Uhensigtsmæssig tandstilling kan påvirke muligheden for at opnå optimal mundhygiejne. Dette kan med Invisalign idag forholdsvis nemt korrigeres. 
  • Almene sygdomme og lidelser som påvirker immunforsvaret. Hyppigt diabetes og hjerte-kar sygdomme. 
  • Mundtørhed som følge af alder eller medicinforbrug. Spyttet indeholder flere vigtige bestanddele af immunforsvaret, og har i sig selv en “skylle”-funktion. 

Alle disse faktorer vurderer vi på klinikken, når vi møder en patient med paradentose. Behandlingen er en kombination af grundig tandrensning, øget fokus på hjemmetandpleje, information om risikofaktorer, og fokus på om disse kan afhjælpes. 

Behandlingen foretages ofte som et samarbejde mellem tandlægen og vores rutinerede tandplejer Carina. I sjældne tilfælde, hvor behandlingen ikke giver de ønskede resultater, tilbyder vi også paradental kirurgi og/eller højdosis antibiotikabehandling.